Bordvise
Med Glæde i Hjertet Og Glasset i Haand Jeg sjunger saa gjerne en Vise. Lad andre kun sjunge Om kjærligheds Baand, Nei, Venskab, det vil jeg naa prise. Thi Skiønheden falmer Og Elskov forgaar, Men Venskab forynges fra Aar til Aar.
Evan
Til Jordens Lykke blev Druen til, Skjænk i, Den dyrkes, presses og nydes vil, Skjænk i, Og i det Beger, Gud Evan haver, Er Guddom blandet med Jordens Gaver; Drik ud, skjænk atter, Tøm Glasset, skjænk atter, Drik ud. Skjænk i, Blandt Livets Torne han Roser strøer, Skjænk i, Den gustne Armod han mild beriger, Han tæmmer Løver og stolte Piger; Drik ud, skjænk atter, Tøm Glasset, skjænk atter, Drik ud.
Naar Geisten slumrer, tag frem dit Glas, Skjænk i, Naar Verden ikke er Dig tilpas, Skjænk i, Din Geist skal vaagne, din Sjæl skal stige, Du dig med Verden skal let forlige; Drik ud, skjænk atter, Tøm Glasset, skjænk atter, Drik ud. Har nogen Doris indtaget dig, Skjænk i, En liden Ruus gjør dig tekkelig, Skjænk i, Du skal med Styrke din Ild forklare, Og hendes Hjerte skal staae i Fare; Drik ud, skjænk atter, Tøm Glasset, skjænk atter, Drik ud. Drik ud, skjænk atter, Tøm Glasset, skjænk atter, Drik ud.
Hvor såre lite vil der til
1.Hvor såre lite vil der til for lykkelig å være; et muntert sind, en piges smil, en ven, som gjør deg ære, en hytte, som dig skjule kan, sundt brød, og kildens klare vand, så megen visdom, at du vil og bruger denne lære.
2.Guld har sin glands og magt sin værd, og rang vanærer ingen; det er ret smukt at være lærd; men det er ikke tingen. Nei; skielve ei for dårens dom, og tage dagen, som den kom, er meer enn guld og ære værd, og det dig røver ingen.
3.O! når jeg, ved Elisas barn, til kloden kunde sige: Å Å Og så en ven ved siden sad, som så sig i min lykke glad, jeg skulde, skiønt forladt og arm ei efter mere hige
4.Til enlig dal jeg søgte hen, min hånd en hytte bygged, som mig, min pige og min ven indsluttet og betrygged; til frugtbarhed jeg jorden tvang, og ved min sved hans godhed sang, som troner høit i Himmelen, men mig min kreds betrygged.
5.Jeg fader blev de kiære små på ømme knæ jeg satte, på dem med samme øine så, som gjerrige på skatte, jeg ledte efter moders træk, og kyste barnlig tåre væk; jeg jorden skiøn, Gud god jeg så, so mig på jorden satte.
6.Jeg sagde til den kielne tøs: Å Og til den raske vevre knøs: Å Jeg sagde til dem begge to: Å af dydens kilde glæden øs, og Gud skal eder ynde.
Jeg er saa fro, jeg er saa glad
1.Jeg er saa fro, jeg er saa glad, Jeg er min egen Herre, Jeg Fogden ei skal spørge ad, Om jeg tilfreds maa være; Jeg stræbe kan og vil, og Held Skal møde mig fra Dal og Fjeld; Jeg gi´er min Skat, gjør Ret og Skjel, Og er min egen Herre.
2.Mit Huus er lavt, men mit det er, Min egen Tomt det bærer, Og aabent staar det for Enhver, Som Gud og Kongen ærer; Kom Bonde, bød jeg ham min Haand, Kom Ridder, bød jeg ham min Haand, Jeg frykter Gud, men ingen Mand; Jeg er min egen Herre.
3.Min Kost er simpel, og min Drik Ned over Klippen flyder, Men mon det mere Styrke fik, Som Snese Retter Nyder? Mon den er mere glad end jeg, Som henter på en farlig Vei Sin rare Viin? jeg mener nei, Vand lædsker, styrker, fryder.
4.Mit Leie Ingen spotte maa, Jeg holder det i Ære, Jeg veed, at Søvn paa bare Straae Kan tryg og qvegsom være; Naar Sol forgylder Bjergetop, Jeg med fornyet Sjæl og Krop Til Dagens Arbeid´ stiger op, Og saadant bør det være.
5.Af Klæder Andre bryste sig Med meget mindre Føie; Den Hjord, jeg føder, skjænkte mig, Min simple Vadmels Trøie; Men den er varm og heel og reen, Og spunden af min Datters Teen, Min Kones Fingre sømmed´ den, Kjær er mig denne Trøie.
6.Min Hustru er mig evig kjær, Skjønt ingen Skjønhed mere, For Husets Dont hun Omsorg bær, Og det er Koners Ære; Ja, jeg var utaknemmelig, Om, Kone! jeg ei ælskte Dig, Du raske Sønner skjænkte mig, Og Døttre, Egnens Ære.
7.Min Datter! træd i Moders Spor, Og det kan aldrig feile, At naar du bliver rigtig stor, Vil Snese til dig beile; Da lyd kun Stemmen i din Barm, Og kast dig i en Mages Arm; Ved Elskov lindres Livets Harm, Det kan umuligt feile.
8.Min Søn vær fro som jeg og glad, Som jeg din egen Herre, Som jeg du Ingen spørge ad, Om du tilfreds maa være; Stræb som din Fa´er har stræbt, og Held Skal møde dig fra Dal og Fjeld; Betal din Skat, gjør Ret og Skjel Og vær din egen Herre.
Sang paa Kronprindsens Fødselsdag
Hid Pokalen, hid Pokalen fyld til Randen den Fuld og rask den render mod de aabne Hænder Med det Budskab, med det Budskab, Skaal for Norges Ven.
Ja for Friderich, ja for Friderich glad vi tømmer den Thi hans ædle Hierte Under Dovre lærte At han burde, at han maatte, vorde Norges Ven. Han vaadøiet, han vaadøiet drog fra Norge hen Nordmænds elskte Minde Aldrig skal forsvinde Af hans Hierte, af hans Hierte, han er Norges Ven. Nordmænds hierte, Nordmænds Hierte, toeg han med sig hen Faae, men skjønne Dage Har han lagt tilbage Han er Dydens, han er Ærens, han er Norges Ven.
Som blandt Lilier, som blandt Lilier, Kilden risler hen Svinde Friderichs Dage Silde Norge klage Ved hans Urne, ved hans Urne, Skaal for Norges Ven.